I år gik Eliteholdets træningslejr til Debrecen i Ungarn. Vi var i alt 9 svømmer og vores træner Stefan, som tog af sted. Rejsen startede lørdag d. 9. februar kl.13.30 ved Ballerup Superarena, hvor vi blev hentet i bus, sammen med Søllerød svømmeklub og Gentofte svømmeklub, og skulle køre til Malmø lufthavn, hvor vi skulle flyve til Budapest.
Da vi ankom til Budapest lufthavn, blev vi modtaget af vores guide, Agnes. Da vi havde fået vores bagage, gik turen atter op i en bus sammen med Søllerød svømmeklub, som skulle bo på samme hotel, og denne gang skulle vi køre i ca. 2½ time, for at komme til vores Sports Hotel i byen Debrecen. Vi ankom til hotellet kl. 22.15, og fik udleveret vores nøgler. Vi fik også en lille portion kyllingesalat med brød og en appelsin.
Dagen efter viste vores guide, Agnes, os hvor vi skulle spise og hvor vi skulle svømme. Det hele lå godt 8 minutters gang fra hotellet. Vi spiste vores måltider på et andet hotel tæt på svømmehallen. Svømmehallen hvor vi skulle svømme havde i december afholdt Europæisk mesterskaber(EM), hvor bl.a. Lotte Friis vandt guld i 800m fri. Det måtte siges at dette var en kæmpe svømmehal, med både 6 kortbaner, 10 langbaner, børneafdeling og et varmvands/udendørs bassin.
Vores træning foregik i langbane bassinet, hvor vi havde 2 baner. Vi trænede fra kl. 9-11 samt 16-18 hver dag. Efter vores ”morgentræning” lavede vi en omgang dryland, da vi først skulle spise kl. 12.30. Dette var en god løsning til at få tiden til at gå, så vi ikke skulle tidligere op om morgenen. I mellem de to træningspas blev tiden for det meste brugt på at slappe af på værelserne, så vi kunne være friske til vores aften træning. Enkelte dage blev tiden dog brugt på at få handlet lidt mad og vand samt diverse ting.
Onsdag blev dog lidt anderledes end de andre dage. Der skulle vi nemlig kun træne om morgenen, da vi havde planlagt en tur ind til Debrecen by sammen med vores guide. Efter vores frokost tog vi tilbage til vores hotel, hvor vi blev hentet af 3 taxaer.
Den først times tid i byen gik med at Agnes viste os lidt af byen, selvom hun måtte spørge nogle af de lokale om vej, fik vi da set en del af den. Da vi endelig blev sluppet fri, valgte svømmerne at tilbringe lidt af tiden på en Café, da der ikke var mange shopping muligheder i byen. Der blev drukket varm kakao og spist lidt kage. Turen hjem fra byen var endnu en kulturel oplevelse, vi skulle nemlig med sporvognen hjem. De gamle vogne raslede, støjede, havde nogle meget pludselige stop og udfald i strømmen, hvilket gjorde turen lidt mere nostalgisk. Men hjem til vores hotel kom vi da.
Efter vi havde trænet torsdag aften, havde vi bestilt bowlingbaner. Vi havde 3 ud af 4 baner. Den klart overlegende bowler mester var Mette. Stefan havde ellers gået og pralet med at han ville blive bowle mesteren og havde endda spurgt om vi skulle væde noget, hvilet han må være glad for vi ikke gjorde. Både Futte, Nick & Mette vandt da over Stefan flere gange. Vi havde alle sammen en rigtig sjovt og hyggelig aften.
Lørdag var vores hjemrejse dag. Vi spiste morgenmad og derefter blev vi hentet i bus på hotellet kl. 8.30, som skulle køre os til lufthavnen i Budapest. Vi havde valgt at tage en time før af sted, da det havde sneet dagen før og vi så ikke ville risikere at vi ikke nåede vores fly. Vi ankom i god tid til check-in og turen hjem gik legende let. Vi ankom til Kildeskovshallen i Gentofte ca. en time tidligere end planlagt, hvor alle forældre stod til at tage imod os.
Vi har haft en rigtig god tur, med meget træning og haft det godt socialt sammen. Vi glæder os allerede til vi forhåbentlig skal af sted på en ny træningslejr.
Dette resume at vores tur vil være som indlæg i plask maj 2008.
/Mette & Natascha
torsdag den 21. februar 2008
Eliteholdets træningslejr i Debrecen 2008
kl.
19.42

Ingen kommentarer:
Send en kommentar